Gå til indhold

Dansk statsborgerskab

Automatisk erhvervelse af dansk statsborgerskab

Børn født i udlandet af danske forældre erhverver normalt automatisk dansk statsborgerskab ved fødslen. Læs nærmere om de gældende regler på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

 

Bevarelse af dansk statsborgerskab

For personer født uden for Danmark er den generelle regel, at det danske statsborgerskab fortabes ved det fyldte 22. år, medmindre der ansøges om bevarelse af statsborgerskabet inden det fyldte 22. år. Læs nærmere herom på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

Ansøgning om bevarelse af dansk statsborgerskab kan indsendes direkte til Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriet. 

Alternativt kan ansøgningen indleveres personligt på ambassaden mod gebyr, hvorefter den af ambassaden videresendes til Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriets.   

Såfremt der er behov for ambassadens assistance til udfyldelse af ansøgningsskemaet påregnes der en timetakst. Der opkræves også gebyr, såfremt indfødsretsbevis og eventuelle originale dokumenter ønskes udleveret via ambassaden.

  

Dobbelt statsborgerskab

Er du bosiddende i udlandet, og er du interesseret i at kende mere til reglerne om dobbelt statsborgerskab?

I december 2014 vedtog Folketinget nye regler om dobbelt statsborgerskab. Reglerne fremgår af lov nr. 1496 af 23. december 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret. Loven er trådt i kraft den 1. september 2015. Hovedelementerne omfatter blandt andet:

  • Ophævelse af indfødsretslovens bestemmelser om, at erhvervelse af dansk indfødsret er betinget af, at statsborgerskab i andre stater derved mistes og af at dansk indfødsret fortabes ved erhvervelse af et fremmed statsborgerskab
  • En 5-årig overgangsordning, som giver tidligere danske statsborgere, der har mistet deres danske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af fremmed statsborgerskab, mulighed for at generhverve det danske statsborgerskab ved afgivelse af erklæring.

Indfødsretskontoret ved Udlændinge- og Integrationsministeriet har ved nedlæggelsen af Statsforvaltningen pr. 1. april 2019 overtaget den daglige sagsbehandling vedrørende generhvervelse ved erklæring.

 

Hvordan kan du søge om at generhverve dansk statsborgerskab?

Ansøgning om bevarelse af dansk statsborgerskab kan tidligst indgives ved ansøgers 20. år og senest inden det 22. år. Man kan søge om at generhverve sit danske statsborgerskab ved at indsende en erklæring direkte til Indfødsretskonteret - også fra udlandet. På Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside findes der information og vejledning om de nærmere regler.

 

Hvordan får jeg et dansk pas?

Du kan ansøge om et dansk pas, når Indfødsretskontoret har behandlet din sag og afgjort, hvorvidt du har bevaret eller generhvervet dit danske statsborgerskab. Til ansøgningen skal du fremvise dit Indfødsretsbevis / Statsborgerretsbevis. Du kan søge om dansk pas på ambassaden i Rom eller ved Borgerservice i Danmark.